Campingferie Nordjylland

Campingferie Nordjylland

Der er 68 campingpladser i Nordjylland, spredt ud i det ganske nordjyske landskab. De fleste campingpladser ligger i nærheden af kysten idet det vel nok har været den naturligste placering i forhold til traditionel opfattelse af hvad Nordjysk turisme har stået for.

Oplevelses camping i centrum

Imidlertid er udviklingen gået stærk i retning af aktiv oplevelses camping, hvor der ikke kun prioriteres strand og badeliv, men hvor der i høj grad fokuseres på baglandet bag klitrækkerne. Oplevelser i de mange skove, kuperede landskaber, de mange søer og åer, Den Jyske Ås, Lille- og Store Vildmose, Danmarks nyeste og næststørste dyrehave indviet i 2018, på hele 202 hektar: Slotved Skov Dyrehave. Her er A35 Sindal Camping helt ideelt placeret som et udgangspunkt for feriens oplevelser.

Helårsåben camping

Når udviklingen er gået mere i retning af aktivitet og oplevelser i indlandets natur og kultur, er samtidig turistsæsonen udviddet fra at være fokuseret på skolernes sommerferie, til hele året. Derfor har vi på Sindal Camping for flere år siden valgt at holde vinteråbent, altså helårs camping, naturligvis stadig med størst aktivitet i normalsæsonen fra 1. april til 20.oktober. Vore bygninger er nye og moderne og naturligvis også opvarmede i den kolde tid.

Kanoart på Uggerby Å

En populær aktivitet er er kanotur på Uggerby Å. A35 Sindal Camping & Kanoudlejning har specialiseret sig i dagture. Det foregår typisk således at man senest dagen før bestiller kanoerne. Turen starter så omkring klokken 10 om formiddagen fra Sindal Marina på Amagervej bag det gamle teglværk, hvor deltagerne får udleveret grej: padler og veste + evt. ekstra sæder og modtager instruktion og rutebeskrivelse.

Shelterplads i Mosbjerg

Fra starten i Sindal på ”Marinaen”, er der ca. 1½ times sejlads til man ankommer til Mosbjerg hvor der er indrettet en dejlig shelterplads. Her er der primitivt toilet og rindede drikkevand. Der er lavet grillplads og der er brænde, således at man kan tænde op og hygge sig med at stege et par pølser eller en god bøf. Der er et dejligt grønt område hvor man kan afreagere med en bold eller slå mave efter temperament.

Rigt dyreliv

Efter frokosten fortsættes turen ad Uggerby Å med bl.a. et lille stop ved dambruget i Mosbjerg, hvor der er en mindre opstemning og et smukt stryg til fiskene. Undervejs er der rig mulighed for at nyde det rige dyreliv, måske en odder i- og langs åen. På bredderne vil man se heste, grise køer og får og i luften et mangfoldigt fugleliv, hvor man bl.a. kan være heldig at se både isfugle og de imponerende fiskehejrer.

Det Gamle Elværk

Efter i alt ca. fire timer i kanoen, hvor armene så småt begynder at føles lange og bagdelen også begynder at længes efter blødere hynder, ankommer man til endestationen, Det Gamle Elværk i Bindslev hvorfra vi henter kanoerne tilbage til Sindal.. Elværket er 100 år gammelt og producerer stadig elektricitet. Man kan komme ned i hjertet af værket og se de arbejdende turbiner og den øvrige teknik, der holdes i fornem stand af en lokal kreds af frivillige.