Kære gæst
Velkommen til Sindalegnen. En solstråle i det skønne Vendsyssel mellem Vesterhav og Kattegat. Her bugter det sig i bakkedal og landsbyidyl – et sandt eldorado for naturelskere. Her værnes om den enestående natur, hyggen og gæstfriheden, og stedet er oplagt til aktiv ferie – gåture, cykelture, fiskeri, golf, kanosejlads og bærplukning. Nyd også de mange udsigtspunkter. Sindal med de mange springvand og butikker samt de hyggelige landsbysamfund fortjener også et besøg. Som feriegæst har du kort afstand til dejlig badestrand mod nord, øst og vest. Afhængig af vejr og vindretning, vælges den bedste strand.