Aktiviteter på Uggerby Å

Kanoudlejning

Med start i Ilbro får man rig mulighed for at fryde sig over det smukke kuperede terræn og den flotte fauna. Undervejs på turen er overnatning i medbragt telt muligt. Åen løber gennem området ved Sønderskov og ind i gennem Sindal. Sindal er vendsyssels hjerte og bl.a. kendt for sine springvand. I Gøgsigs Pakhus er der skiftende kunstudstillinger og i Center for Grafik kan spændende værker beses, der er i området et kæmpe udbud af større og mindre private gallerier med glas, keramik og malerkunst. Man kan aflægge forfatteren og filosoffen Martinus’ Barndomshjem et besøg og se Sindal Mølle. Åen slynger sig videre og nær Mosbjerg er det muligt at gå i land for at holde hvil og spise medbragt mad. Turen fortsætter til Bindslev. Ved Bindslev Gl. Elværk kan der slås lejr og tændes bål. Uggerby Å er kendt for et fint fiskevand. På vej til havet passeres Uggerby Klitplantage inden udløbet til havet.
Sindal Camping udlejer kanoer og har turforslag.

Fiskeri

Ud med fiskesnøren og hjem med fangsten! Ved åbredden kan man i spænding vente på bid. Fiskekort kan købes på  Sindal Camping.